Det startede med Thorbjørn Rissager og det er sin sag at være først på kl 13.00, lige over middag og publikum er først ved at komme,
men det gik over alt forventning. Han synger godt og kan spille guitar, men der er for meget messing suppe til mig. 
Så det bliver til:

Det næste indslag var  Alvin Youngblood Hart. Han spillede meget "rock" der var ikke meget blues, men heftig guitar  kunne han godt spille,
i et andet sammenhæng havde han nok fået mere.
Her:

Så kom den artist jeg havde glædet mig mest til nemlig: Den uforlignelige, fantastiske Candye Kane.
Her var der ingen smalle steder, det blev en koncert af høj kvalitet, intensiv, publikum kontakt, spille glæde, dynamik, kort sagt super.
Dette udløser og 3 fjer

Så kom der et antiklimaks i form af  Doug Duffey, det var blevet tid til smøger og pølser.
Det blev til:

Earl Thomas, fløjlstemmen fra San Diego, og Paddy Milner & The Big Sounds og det var godt. Han kunne synge og big bandet kunne spille.
Der var fuld fart på, Earl Thomas hoppede rundt på scenen som han var på speed og sang med en røst man sjældent hører.
Det bliver lige

Kenny Neal gik på scenen med det halve af sin familie og leverede et godt stykke håndværk, mere blev det ikke til i denne omgang.
Der er med garanti meget mere i den knægt.

Aftens største overraskelse kom da  Lil' Ed & The Blues Imperials kom på scenen. Der var gang i den, store smil, både blandt publikum og på scenen. Guitarerne blev fyret af. Musikken kom helt ud til det bagerste hjørne af salen, spille glæde, højt humør og fest, var det der kendetegnede  dette indslag.
 

Det blev meget svært for Joe Louis Walker, at komme efter Lil' Ed & The Blues Imperials og det fantastiske show de havde leveret.
Joe Louis formåede at komme igennem med sin musik, få den formidlet ud til et trofast publikum i salen, dog uden den samme fest stemning,
som Lil´Ed havde leveret. Det blev en god koncert med meget godt guitar spil.