|
Talentfulde
unge bluesguitarister kan tælles på en hånd.
Larry McCray er en af dem, som har ført den blå
musik ind i det nye århundrede med eminent guitarspil og en
varm og soulpræget stemme.
Der er stor respekt omkring hans person i den store
bluesverden. I 2000 fik han »The Orville Gibson Award«, som
»Best Male Blues Guitarist«. Og det foran så kendte folk som
Andy Summers og Jeff Beck.
McCray, den næstyngste ud af en
søskendeflok på ni, så dagens lys i Magnolia, Arkansas.
Hans far spillede the blues på harmonika og guitar og hans
ældre søster Clara var guitarist i Freddy King`s Band. Så
han fik da noget med hjemmefra.
46-årige McCray er inspireret af de tre
Blues Kings, Freddie, Albert og B.B. Desuden af Elmore
James, Magic Sam og Albert Collins som han turnerede med som
ganske ung. Inspiration har han også hentet i soulmusikken
hos Ike & Tina Turner, James Brown, Little Milton og Ray
Charles.
McCray`s seneste album hedder »Live on
Interstate« (Dixie Frog).
Det er for første gang at han optræder i
Danmark.
Larry McCray: guitar,
vokal
Johnny B. Gayden: bas
Steve McCray: trommer |